Diagnose - hvordan?

Diagnose - hvordan?

Det første skridt i fastlæggelsen af en diagnose, er ejerens observationer. Det vi kalder anamnesen. Jo mere detaljeret og omhyggelig ejeren er i sine iagttagelser, desto nemmere når vi frem til den rigtige diagnose.

Hvis den eneste hjælp man får er: ” Den har det dårligt dyrlæge”, bliver det ofte en lang og svær vej til en diagnose.

Nedskrevne observationer, såsom ædelyst, drikkelyst, afføringens konsistens, om dyret urinerer normalt, evt. en temperatur, Om der er ændringer i dyrets bevægelser, er der observeret smerte, ændret adfærd er vigtige oplysninger.

Herefter vil dyrlægen foretage en klinisk undersøgelse af dyret. Dyrlægen iagttager dyret, føler på det, mærker om der er forandringer i lymfeknuder, ser på slimhinder, øjne, lytter på hjerte og lunger og måske også andre undersøgelser, såsom reflekser etc.

På dette tidspunkt har dyrlægen dannet sig en række sandsynlige diagnoser, og måske endda nået frem til den endelige diagnose.

Hvis der stadig er tvivl, kan det komme på tale med yderligere undersøgelser. Det kan være røntgen, blodprøve, urinprøve, scanning eller andet.

Her er det vigtigt at forstå, at rigtig mange af disse undersøgelser ikke nødvendigvis giver den eksakte diagnose, men kan give et kraftigt fingerpeg i den rigtige retning. Mange tror fejlagtigt, at bare man tager et røntgenbillede eller en blodprøve, så kan man hurtigt finde en diagnose.

Ofte ender det med, at dyrlægen har en 2-3 sandsynlige diagnoser. Her er det så i et samarbejde med ejeren, hvad man gør. Måske stoler man på dyrlægens erfaring, og vælger det mest sandsynlige, eller også vil man gerne være mere sikker, og bliver enige om yderligere undersøgelser.

Med venlig hilsen
Dyrlæge Søren Kingo Nielsen

Tilmeld dig Netdyredoktors nyhedsbrev Vi er en del af VetFamily, som står bag Netdyredoktor.

Tilmeld dig Netdyredoktors nyhedsbrev og få nyheder om dyrs sundhed, tips til træning og masser af gode tilbud.